Toxoplasma gondii

Det første udviklingsstadie er Oocysten. Katte er hovedvært og det eneste dyr, der udskiller oocyster, hvilket sker med afføringen. I kattenes tarmceller foregår der både en ukønnet og en kønnet formering. Den kønnede formering fører til dannelse af oocyster, som passerer ud i kattens afføring som ikke-sporulerede oocyster og videre til omgivelserne, hvor katten lægger sin afføring. I oocysterne sker der derefter en sporulation med dannelse af to sporocyster, der hver indeholder fire infektiøse og bevægelige sporozoiter uden for værtens celler. Alle andre dyr, fugle og mennesker er mellemværter og har kun ukønnet formering.

Oocysterne er meget modstandsdygtige og kan findes i omgivelserne, fx i jorden, i sandkasser, køkkenhaver og i græsset, men også indendørs i huse eller stalde. Når en kat bliver inficeret, udskiller den op til 10 millioner oocyster over en periode på 2 uger, men kun en gang i livet. Oocysterne bliver infektiøse 1-5 dage efter udskillelsen, og de kan overleve i over et år. Derfor er forurenet jord, sandkasser, vand og grønsager en risiko. Når en mellemvært, fx et menneske, indtager oocyster, vil oocysterne i tyndtarmen frigive sporozoiterne, som invaderer tarmvæggen og trænger ind i dens celler, hvor de danner en vakuole og i den deler de sig og danner tachyzoiter, der kan invadere alle slags celler og de spredes til alle områder i legemet.

Det andet stadie er vævscyster (bradyzoiter) i muskulatur og organer fra toxoplasma-smittede dyr (mellemværter), fx kød fra svin, lam, oksekød og kyllinger. Af den grund kan indtagelse af råt eller ikke gennemstegt kød give toxoplasmose ligesom kontakt med kattefæces. Vævscysterne dræbes ved opvarmning til 66^oC i tre minutter, nedfrysning til -20^oC, saltning, rygning og bestråling.

Det tredje stadie er akut infektion med tachyzoiten. Tachyzoiten er det hurtigvoksende stadie inde i cellerne hos mellemværterne, fx mennesket, men også i celler i tyndtarmen hos hovedværten (katten). I det stadium findes parasitten i blod og væv og ødelægges ved udtørring, frysning og af vores mavesyre. Der er derfor ikke risiko for at blive smittet ved almindelig omgang med dyr og mennesker, der er smittet med Toxoplasma gondii, men man kan smittes ved blodtransfusion eller organtransplantation fra smittede mennesker og ved at drikke upasteuriseret mælk.

Diagnose af smittede personer udføres ved påvisning af forhøjede antistoffer mod Toxoplasma gondii. Parasittens DNA kan også påvises ved hjælp af PCR udført på amnionvæske fra den gravides livmoder. Ved mistanke om toxoplasmose hos et nyfødt barn, undersøger man blod fra både barnet og moderen for antistoffer mod toxoplasmose, idet antistofferne vil være anderledes hos det inficerede barn end hos moderen.

Behandling af primær toxoplasmose-infektion hos ikke-gravide er som regel unødvendig. Cystestadiet i vævene kan ikke behandles. Hos gravide med aktiv infektion behandles der med spiramycin eller pyrimethamin + sulfadiazin og B-vitaminet folinsyre for at undgå knoglemarvspåvirkning med anæmi til følge. Samme behandling bruges til smittede patienter med immundefekt. Ved nethindebetændelse gives samme behandling men desuden kortikosteroid for at mindske betændelsesreaktionen.