Da penicillin blev brugt til behandling af infektioner i begyndelsen af 1940'erne, var alle S. aureus-stammer følsomme. Hurtigt opstod der dog penicillinresistens forårsaget af enzymet penicillinase, som nedbryder penicillin, og hurtigt blev hoveparten af S. aureus-stammer penicillinresistente også i Danmark (Figur 1).
Den engelske medicinalfabrik Beecham udviklede i 1959 et nyt penicillinderivat, som blev kaldt methicillin, der var resistent over for penicillinase og derfor blev brugt til behandling af S. aureus-infektioner. Senere er flere derivater udviklet, bl.a. cloxacillin, dicloxacillin og flucloxacillin, der har erstattet methicillin. MRSA kaldes dog fortsat methicillin-resistente, selvom det heller ikke mere er methicillin, der anvendes til at påvise resistensen. Der anvendes i stedet cefoxitin, der er et cefalosporin, som er mere følsomt til påvisning af MRSA.
Fra 1960–1969 steg forekomsten af methicillinresistente S. aureus fra 0,06 % til 4,11 % i England og samme udvikling så man i andre lande, herunder Danmark (Figur 1), hvor en egentlig epidemi af MRSA bredte sig, og som først i midten af 1970'erne var bekæmpet. Bekæmpelsen skete ved en stærkt oprustet hospitalhygiejnisk indsats styret af Statens Serum Instituts afdeling for Hospitalsinfektioner i samarbejde med de nye klinisk-mikrobiologiske afdelinger rundt omkring i landet, der dengang var regionalafdelinger under Seruminstituttet.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.