Giardia er en slægt af encellede tarmparasitter (protozoer) i gruppen flagellater. Den almindeligste art er Giardia lamblia, som også benævnes Giardia intestinalis og Giardia duodenalis, og det er den eneste art, der giver diarré hos mennesker.
Infektion med Giardia (giardiasis) kan forekomme efter indtagelse af flagellatens cyster og kan give mere eller mindre langvarige diarrétilstande. Giardia smitter gennem forurenet drikkevand og mad eller direkte fra person til person.
Giardia lamblia har en livscyklus, der består af to stadier: trofozoit og cyste. Trofozoitten er det aktive stadie, hvor Giardia optager næring, bevæger sig, formerer sig og forårsager sygdom. Formeringen sker ved at trofozoitten deler sig i to. Trofozoitten (7x 15µm) har fire par flageller, der bruges til bevægelse.
Trofozittens bagside buer udad (konveks), mens forsiden buer indad (konkav skive) og fungerer på den måde som en sugekop og forårsager bindingen mellem parasitten og tarmcellerne, så den kan optage næringsstoffer derfra. Når trofozoitten befinder sig i tarmepitelet, vil den udskille proteiner, der skader tarmcellerne og fører til diarré. Når trofozoittene kommer længere ned i tarmen, vil de blive påvirkede af dette ændrede miljø, så de omdannes til cyster, der indeholder fire kerner. Cysterne kan spredes videre med afføringen.
Cysten er ca. 8-10 µm, og den er omgivet af en modstandsdygtig cystevæg. Derfor er cysten den smitsomme form af G. lamblia. Cysten kan overleve op til flere uger i vand og fugtig jord. Man kan blive smittet efter at have indtaget cyster fra forurenet vand, mad eller overflader. I det sure miljø i mavesækken starter omdannelsen fra cyste til trofozoitter.
Giardia lamblia er et parasitisk protozo, der er udbredt over hele verden. Reservoir for parasitten er kalve, hunde, katte, får, grise og rotter og mennesker. I industrialiserede lande er 1-7 % af befolkningen bærere, og i ulande er op mod 50 % bærere af parasitten.
Det er skønnet, at Giardia fører til 280 millioner tilfælde af diarrésygdommen giardiasis hvert år. De fleste tilfælde er i udviklingslande, hvor der er utilstrækkelige hygiejniske forhold med mangel på rent vand og gode sanitære forhold. Endvidere er Giardia en af de almindeligste årsager til vandbårne sygdomsudbrud, også i industrialiserede lande. Klorering af drikkevand dræber ikke cysterne, men det gør UV-bestråling af vandet. Membranfiltrering af drikkevand fjerner parasitten.
I nogle amerikanske nationalparker kan man ikke drikke vand direkte fra søerne, da bævere udgør et reservoir.
Giardia smitter gennem forurenet vand og mad eller direkte fra person til person. Der skal kun nogle få cyster til for at give sygdom, men ikke alle får symptomer. Efter 3-25 dage kan man udvikle giardiasis, med symptomer som kvalme, vandig diarré, vægttab og mavesmerter. Diarré kommer som følge af skader på epitelcellerne i tarmen.
Man kan påvise Giardiacyster i afføring (fæces) ved mikroskopi og Giardiatrofozoitter i sekret fra tolvfingertarmen (duodenalsekret) ved mikroskopi. Diagnosen stilles dog oftest ved påvisning af Giardia-DNA med PCR-teknik på fæcesprøver.
Giardiasis behandles med metronidazol. Ved tilbagefald (recidiv) kan der anvendes albendazol.
.jpg){kind=link}
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.