EU og intergovernmentalismen

Intergovernmentalismen bygger på, at staternes egne, selvstændige interesser er de væsentligste faktorer, når det drejer sig om at forklare den europæiske integration.

Frontfigurerne inden for denne teoretiske skole med hensyn til EU har været de amerikanske politologer Stanley Hoffmann og Andrew Moravcsik. De har argumenteret for, at europæisk integration først og fremmest drives frem af interesserne hos de europæiske nationalstater.

Ifølge intergovernmentalisternes fortolkning af den europæiske integrationsproces er regeringernes hovedmål at beskytte deres landes sikkerhed og selvstændighed. Nogle gange sammenlignes staters forhold til hinanden inden for den realistiske teori med et billardspil. Staterne er kugler, der støder ind i andre kugler, der igen støder ind i andre kugler. Staterne med mest kraft skubber de andre væk, som blot må finde sig i at blive stødt til.

Beslutningstagningen på europæisk niveau ses desuden som et nulsumsspil. Det betyder, at landene kun samarbejder, når de får noget igen, hvis de giver sig på et område. Ifølge intergovernmentalismen skal EU-samarbejdet således først og fremmest betragtes som resultatet af en lang række giv-og-tag aftaler og ikke et udslag af visioner og føderalistiske ideer om et europæisk design. Andrew Moravcsiks har sagt det på denne måde:

”Det er en illusion at tro, at visioner og store planer spiller en særlig rolle i EU's historie. Unionen var måske lidt mindre centraliseret uden en mand som Jean Monnet eller Jacques Delors, men nej, betydningen er marginal. Et mindretal af beslutningstagere, akademikere og bureaukrater går meget op i de lange perspektiver, det store design. Det er en interesse, der også trives i enkelte medlemslande som fx Italien, hvor befolkningen vitterlig opfatter sig som ægte europæere. Konsekvensen er, at Italien har forhandlet forrygende skidt de sidste mange år, under henvisning til det europæiske offer.”

Intergovernmentalismen er videreudviklet af Andrew Moravcsik til den såkaldte liberale intergovernmentalisme. I denne teoretiske videreudvikling opdeles beslutningsprocessen i EU i to trin. Første trin skyldes, at der er krav fra aktørerne (som fx erhvervssammenslutninger og lønmodtagerorganisationer) internt i medlemsstaterne om, at EU bør regulere et bestemt område. Dette trin svarer til, hvad der ifølge neofunktionalisterne sætter integrationsprocessen i gang.

På andet trin ’suppleres’ beslutningsprocessen i EU med intergovernmentale forhandlinger. På dette trin optræder medlemsstaterne som enheder, der først og fremmest vil forsvare deres egne interesser.

I anden fase ligner medlemsstaternes optræden således staternes optræden i den traditionelle intergovernmentalistiske teori bortset fra, at økonomiske interesser og ikke sikkerhed ifølge Moravcsik er den vigtigste drivkraft i medlemsstaternes forhandlinger med hinanden.