Faktaboks

Cornelis de Vos
Født
1584, Hulst, Holland
Død
9. maj 1651, Antwerpen, Belgien

Cornelis de Vos, Dobbeltportræt af en far med sin søn, 1626. Cornelis de Vos specialiserede sig i familieportrætter i det store format og er især berømt for sine usentimentale portrætter af børn. Nivaagaards Malerisamling.

.

Cornelis de Vos var en del af en familie af kunstnere. I 1617 giftede han sig med Susanna Cock, en halvsøster til Jan Wildens, og Cornelis’ søster Margaretha, giftede sig med Frans Snijders allerede i 1611. Snijders var ligesom Wildens aktiv som medarbejder i Rubens' atelier. Hans bror Paul de Vos (ca. 1596-1678) havde også stor succes som maler, alt sammen noget der bidrog til dannelsen af et kunstnerisk miljø omkring Cornelis de Vos.

Samarbejde med Rubens

Det er dokumenteret, at Jan Wildens og Frans Snijders rutinemæssigt var involveret i Rubens' atelier igennem det andet årti af 1600-tallet. Wildens og Snijders introducerede sandsynligvis Cornelis de Vos til Rubens' atelier mellem 1610 og 1617/18. Umiddelbart efter engageredes han til et samarbejde med Rubens, hvor Cornelis de Vos udførte to malerier til Sankt Pauls kirke i Antwerpen.

Det vides, at Rubens flere gange bad Cornelis de Vos om at lave kopier. For eksempel, ved salget i 1626 af Rubens' samling af kunstværker til hertugen af Buckingham, modtog De Vos 40-48 gylden for at lave to kopier af malerier. Rubens henviste også ofte kunder til ham for portrætter.

Familieportrætter

Cornelis de Vos har malet historiske, mytologiske og religiøse motiver, men kendes bedst som en fremtrædende portrætmaler for Antwerpens bourgeoisi. Således specialiserede han sig i familieportrætter i det store format, fx i Selvportræt med familie, 1621 (Musées royaux des beaux-arts, Bruxelles).

Det var ikke kun de velhavende Antwerpen-familier der blev portrætterede. Han nød også kongelig bevågenhed, og i 1627 blev der bestilt seks kongelige portrætter hos ham, af henholdsvis Filip 4. af Spanien, ærkehertugerne Albert og Isabella, Henrik 3. af Frankrig, Henrik 4. af Frankrig og af Marie de' Medici.

Genfundet kvindeportræt

Cornelis de Vos, Kvindeportræt, 1626. Olie på lærred, 58,1 x 48,5 cm.
Cornelis de Vos, Kvindeportræt, 1626. Olie på lærred, 58,1 x 48,5 cm. Nivaagaards Malerisamling, Nivå.

På Nivaagaards Malerisamling hænger et stort lærred med et Dobbeltportræt af en far med sin søn, malet i 1626. I 2022 blev et kvindeportræt identificeret, som på et tidspunkt indtil begyndelsen af 1800-tallet udgjorde en del af dette familieportræt. Præcis hvornår og hvorfor kvindeportrættet blev skåret fra, vides ikke, og de portrætterede er heller ikke identificerede.

Kunsthandel

På trods af mange aktiviteter som maler fortsatte De Vos med at drive en kunsthandel, og han skabte blandt andet værker specifikt til eksport, primært til Spanien.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig