Hekseskud er – og var især tidligere – en populær betegnelse for pludseligt opståede rygsmerter, hvor der typisk også er indskrænket bevægelighed i ryggen. Smerterne kan være ledsaget af angst, da de kan være voldsomme og forårsage, at man ikke kan bevæge sig. Smerterne fra hekseskud fortager sig ofte i løbet af kort tid, hvis bevægelse, i den udstrækning det kan lade sig gøre, opretholdes.

Hekseskud kan opstå ved almindelige dagligdags aktiviteter, dvs. uden fysisk belastning, hvilket formentlig er forklaringen på ordet: I ældre tid har man troet, at den slags mystiske smerter måtte skyldes et skud affyret af en heks.

Hekseskud kan i sjældne tilfælde opstå ved diskusprolaps, men som regel skyldes smerterne ikke egentlig rygsygdom, hvor årsagen kan ses på en scanning. Smerterne kan dog være tegn på alvorligere tilstande, hvis de er ledsaget af problemer med at holde på vand eller afføring eller lammelse af benmuskulaturen.

Læs mere på lex.dk

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig