bronko-alveolær lavage (BAL) er en metode til at opsamle prøvemateriale fra bronkierne og alveolerne.

Faktaboks

Etymologi
Ordet kommer fra fransk lavage, ‘skylning, vask’
Også kendt som
BAL

Gennem et bronkoskop skylles sterilt saltvand ned i en bronkiegren. Ved en bronchial lavage (BL) bruges ofte 20 ml saltvand til undersøgelsen, og ved en BAL bruges ofte 120 ml. Derefter suges saltvandet op igen, og det vil da indeholde celler, proteiner og andre stoffer fra de yderste bronkialgrene og alveoler. Ved en infektion i lungerne vil saltvandet også kunne indeholde mikroorganismer.

BL og BAL er metoder, der bruges både i forskningsøjemed og til at diagnosticere infektioner i lungerne. Metoden kan også bruges til at påvise celleforandringer ved kræft i lungerne. Ved enkelte ikke-infektiøse betændelsessygdomme i lungerne kan der ses en karakteristisk fordeling af betændelsesceller i BAL-væsken, fx vil der ved sygdommen sarkoidose være et større antal lymfocytter end normalt.

Læs mere på lex.dk

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig