Faktaboks

Matteo Maria Boiardo
Født
1440, Scandiano, Italien
Død
19. december 1494, Reggio Emilia, Italien
Levetid - kommentar
Fødeåret er usikkert; nogle steder angives 1441

Matteo Maria Boiardo var en italiensk episk digter og lyriker.

Boiardo er en karakteristisk repræsentant for det rige kulturmiljø omkring Estehoffet i Ferrara, som han livet igennem var stærkt knyttet til, om end pligterne som fyrstelig embedsmand, bl.a. på ansvarsfulde poster som guvernør i Modena og Reggio Emilia, umuliggjorde direkte kontakt i lange perioder.

Hans to hovedværker er en Canzoniere efter Francesco Petrarcas model og heltedigtet Orlando innamorato (1495, "Den forelskede Roland"); mindre væsentlige er digtene på latin.

Boiardo er en af de første renæssancedigtere, der på et helt nyt grundlag genoptog middelalderens heltedigtning, hvis dominerende tema nu blev kærligheden, opfattet som det højeste udtryk for den nye hofkulturs raffinerede elegance — ingen tog længere de nationale og religiøse motiver alvorligt.

Forfatteren fik udgivet de to første bøger af sit epos i Reggio i 1483, men værket forblev ufuldendt og brydes af efter 9. sang i 3. bog. Dette er dog mindre væsentligt, da digtet er uden fast komposition og først og fremmest lever i kraft af de fantasifulde og romantiske perioder, det er så rigt på. Ludovico Ariosto kunne senere påberåbe sig, at han havde leveret fortsættelsen og afslutningen på det værk, som Boiardo var begyndt på.

Læs mere i Den Store Danske

italiensk litteratur

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig