Øverst. Efter tilslibning af højre overkæbehalvdels bageste tand, der skal forsynes med en krone, tager tandlægen aftryk af tænderne i over- og underkæben. På basis af aftrykkene fremstiller en laboratorietandtekniker gipsmodeller af tænderne, som anbringes i et apparat (okkludator), der muliggør kontrol af tændernes placering under sammenbid. Tandteknikeren fremstiller derefter kronen, så den passer i modeltandsættet. Den færdige krone fastgøres af tandlægen. Nederst guldkrone (tv.) og krone med påbrændt porcelæn anbragt på gipsmodel.

.

Tandkrone er den del af tanden, der er synlig i munden. Den naturlige tandkrone er beklædt med emalje, som er det hårdeste væv i den menneskelige organisme.

Faktaboks

Også kendt som

corona dentis, corona clinica

Kunstig krone

Betegnelsen krone bliver også brugt om erstatninger af den naturlige tandkrone med kunstige materialer, som fx keramik. Det gøres i tilfælde, hvor tandkronen er ødelagt som følge af caries, fraktur eller nedslidning. Målet med påsætning af en kunstig krone er at genskabe tandens naturlige funktion og udseende. Behandling med en krone kan også være hensigtsmæssig, hvis den naturlige tands emalje er misdannet.

Påsætning af krone

Behandlingen indledes med, at tandsubstansen tilslibes i en keglestubform, så der bliver plads til den kunstige krones materiale, der skal have en tykkelse, så det kan modstå de fysiske påvirkninger under funktion. Efter tilslibningen tages et aftryk af den tilslebne tand og de øvrige tænder i kæben. Der tages desuden et aftryk af tænderne i den modstående kæbe. Ud fra aftrykkene fremstiller en laboratorietandtekniker gipsmodeller af tænderne. Modellerne anbringes i en artikulator eller okkludator, som er apparater, der muliggør, at gipstænderne placeres i samme relation som i den naturlige over- og underkæbe. Derefter fremstilles en krone, som passer i tandsættet.

De materialer, der sædvanligvis anvendes, er metal, fx guld- eller cobolt-chromlegeringer, metal med påbrændt porcelæn eller porcelæn alene. Før kronen sættes fast på den tilslebne tand, kontrolleres den mht. kontakt til nabotænder, kontakt ved sammenbid, pasform på overgangen mellem beslebet og ikke-beslebet tandsubstans samt det æstetiske resultat. Behandlingen afsluttes med, at kronen cementeres eller limes på den tilslebne tand.

Læs mere på lex.dk

  • tænderne
  • tandprotese
  • tandsygdomme

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig