Påsætning af lægeigler. Patienten er den romerske kejser Galerius, som døde 311 af en sygdom, der viste sig ved, at stykke for stykke af hans legeme faldt af i ildelugtende klumper. Det er derfor, de tre læger holder sig for næsen. Galerius havde iværksat grusomme kristenforfølgelser. Få dage før sin død udstedte han et edikt, der gav de kristne ret til at bekende deres tro, men hverken dette eller iglebehandlingen kunne redde hans liv. Illustration fra fransk oversættelse af Boccaccios De casibus virorum illustrium, håndskrift fra 1400-tallet; Paris: Bibl. Nat. Ms.F. 226.

.

Lægeiglen er en stor, farvestrålende og blodsugende igle. Det er en ledorm med op til 100 ringe. Den lever i ferskvand og kan blive 8-10 cm lang og ca. 1 cm bred. Udbredelsen strækker sig over det meste af Europa og det vestlige Asien. I Danmark findes den i store dele af landet, men er sjælden. Den lader til at være mest almindelig på Bornholm. Traditionelt er mange igler blevet indsamlet i Ungarn og Tyskland, hvorfra danske apoteker har importeret dem.

Faktaboks

Også kendt som

Hirudo medicinalis, blodigle

Den bider sig fast til varmblodede dyr og mennesker og suger blod. Udover det latinske navn hirudo medicinalis (lægeigle) anvendes tillige navnet hirudo sanguisuga (blodsugende igle). Koagulation af blodet hindres af et sekret fra blodiglernes læbekirtler (hirudin), som således kan anvendes som koagulationshæmmende lægemiddel.

Anvendelse

Lægeigler har i mange kulturer været anvendt til åreladning. Der er også blevet brugt igler til behandling af betændelsesbylder (abscesser) og blodansamlinger (hæmatomer). Iglen bider sig fast med sine tre kæbeplader i en sugeskive, der danner et trevinklet sår på huden. Den største terapeutiske effekt opnås ved brug af iglen, efter at den har været udsat for en ca. 3 måneder lang sultperiode. Den er på det tidspunkt i stand til at suge op til tre gange sin egen vægt (3-5 gram) og kan således tage trykket af en byld. Iglen arbejder typisk i 15-20 minutter, hvorefter den selv slipper taget. Vil iglen ikke slippe sit bid, kan den tvinges bort med lidt salmiak på en klud.

Iglen udskiller ikke nogle stoffer med bakteriedræbende eller bakteriehæmmende effekt, og risikoen for tilbagefald i en ny byld er derfor til stede. Den nuværende behandling af betændelsesbylder består derfor i antibiotika, eventuelt i kombination med kirurgisk tømning af bylden (incision), men indtil 1930'erne var påsætning af igler en hyppigt anvendt behandling.

Opbevaring, transport og salg

Til langt ind i 1900-tallet opbevaredes blodigler på apotekerne i vand i særlige iglekrukker og blev tilbageleveret efter brug. Ved salg blev de udleveret i et igleglas. Det var et lille glasrør med en forsnævring før bunden, der havde to små huller af hensyn til iglens vejrtrækning. Apotekeren fyldte glasset med ca. 2/3 vand, puttede iglen i med bagdelen først og satte en prop i glasset. Patienten eller kunden kunne herefter tage igleglasset i lommen og gå hjem. Før brug fjernede man proppen hældte vandet udover det sted, hvor iglen skulle bide sig fast og suge og vendte igleglasset mod stedet, så iglen kunne komme ud med munden først.

I Frankrig havde man i perioden 1800-1830 et storforbrug på grænsen til en iglemani. Hvert år blev der brugt adskillige millioner igler. Raske lod sig også suge lidt for en god ordens skyld.

Læs mere på lex.dk

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig