Akvarel af Zhou Pei Qun
En læge masserer en patients skulder. Akvarel af Zhou Pei Qun, ca. 1890.
Af /Wellcome Collection.

Kinesisk medicin er den lægevidenskab og de metoder til behandling af sygdomme og sundhedsfremme, som blev udviklet i Kina i en periode, der strækker sig over flere årtusinder fra ca. år 2900 f.v.t. og til opløsningen af Handynastiet omkring år 200-220.

Udviklingen af den kinesiske medicin

Den kinesiske medicin blev udviklet i tæt samspil med kosmologien og filosofisk-religiøse opfattelser som taoisme, buddhisme og konfucianisme. Den var, ligesom Vestens humoralpatologi, grundlæggende præget af den tanke, at mennesket var et mikrokosmos, der afspejlede et makrokosmos. Der ses i lighed med den humoralpatologiske lære mange eksempler på analogi-slutninger mellem naturfænomener og den menneskelige organismes anatomi og fysiologi, fx teorien om de såkaldte fem hulorganer og fem solide organer, der står i forbindelse med de fem planeter og de fem elementer. Indflydelse fra nabolandene Tibet og Indien gjorde sig gældende i den kinesiske medicin, og også Sydøstasien, Korea og Japan, dog i mindre grad. Omvendt påvirkede den kinesiske medicin også medicinen i disse kulturer.

Typer af kinesisk medicin

Betegnelsen "Traditionel kinesisk medicin" anvendes ofte synonymt med kinesisk medicin. Det er formentlig misvisende, da det begreb først og fremmest refererer til de spor, som den oprindelige kinesiske medicin har sat sig i den vestlige verdens moderne alternative medicin. Det drejer sig om bl.a. akupunktur, akupressur, Tai Chi, urtemedicin, kosttilskud m.m.

De teknikker og remedier, der anvendes i den alternative medicin, fx akupunkturnåle, er ikke helt identiske med de oprindelige, og det anvendes ofte på andre indikationer end i oldtidens Kina, såsom behandling af stress, afhængighed af tobak, misbrugsproblemer, psykiske problemer, kroniske smerter, senfølger efter kræftbehandling m.m.

Skriftlige kilder

De vigtigste skriftlige kilder er den oldkinesiske medicinske litteratur. Den tager sin begyndelse med skikkelsen Fu Hsi (ca. år 2900 f.v.t.), der siges at være halvt slange og halvt menneske og ophavsmand til både jagt, fiskeri og landbrug. Han forfattede ingen tekster, men siges at være ophavsmanden til de magiske tegn, der findes i I Ching (Forvandlingens bog). Det betvivles, om Fu Hsi også var en virkelig historisk person. Det samme gælder Den Røde Kejser (Hung Ti eller Shen Nung) og Den Gule Kejser (Huang Ti eller Yu Hsiung). De levede henholdsvis ca. 2800 og 2600 f.v.t., men de ældste overleverede versioner af deres værker er fra ca. 300 f.v.t. Særligt Den Gule Kejsers kompendium eller medicinske kanon Nei Ching tillægges stor betydning. Den Røde Kejser skrev en bog om urtemedicin, Pen Ts' ao, som også er blandt de klassiske værker. Bogen rummer en beskrivelse af 365 forskellige lægeurter, lige så mange som antallet af dage i et år.

Lærebøger i medicin og kirurgi

Lægen Ts’ang Kung (ca. 180) lavede en lærebog i sygdomme og deres symptomer. I den lægges hovedvægten på pulsundersøgelser. Han beskrev i alt 25 sygdomme, hvoraf ti er dødelige. Chang Chung-Ching (ca. 168) skrev en lærebog i praktisk lægegerning, Shang Han Lun, som understreger betydningen af at studere lægekunsten ved sygesengen og ikke kun ved boglige studier. Af samme årsag har han fået tilnavnet “den kinesiske Hippokrates”. Hua T’o (ca. 190) regnes for at være grundlæggeren af den kinesiske kirurgi. Der er beretninger om, at han foretog omfattende tarm- og underlivsoperationer og indgreb i lever og milt, hvilket lyder ganske usandsynligt i betragtning af, at de dengang ikke havde anæstesi. Der er kun bevaret nogle få blade fra hans egen lærebog, og de omhandler kastration, et indgreb, der til gengæld er god dokumentation for, at man foretog, da der var et stort antal kastrerede mænd (eunukker) ved kejserens hof.

Myter og virkelige forfattere

Med hensyn til disse mytiske personligheders forfatterskab gælder det naturligvis, at der hersker tvivl om hvem, der er den virkelige forfatter, og om der er flere forfattere. Ifølge legenden lærte Den Gule Kejser også det kinesiske folk at arbejde med ler, træ og metaller, at bygge skibe og konstruere trækvogne med hjul. Han fandt ligeledes på brugen af penge og landkort. Den Gule Kejser og Nei Ching har spillet samme rolle i den kinesiske medicinhistorie, som Galenos spillede i den vestlige medicinhistorie. I en periode på 1000 år eller mere var Den Gule Kejser en autoritet, de i stort set alle helbredsmæssige spørgsmål refererede ukritisk til.

I Ching

I Ching (Forvandlingens bog) er det ældste litterære værk i den kinesiske historie. Den er blevet udviklet og udbygget gennem 3.000 års kinesisk historie. Den bygger på en mundtlig tradition med sange, messen, varsler og tolkning af symbolske begivenheder, der blev brugt af shamaner og spåmænd. De ældste versioner af I Ching blev nedskrevet på bambuslameller og de særligt indviede spåmænd, der havde adgang til dem blev kaldt “bambusshamaner”.

I Ching som psykologisk værktøj

I Ching tager det for givet, at mennesket lever i en levende og magisk verden og at alt kan være et symbol og have en stemme. I symbolerne krydser den åndelige verden og den normale verden hinanden. Den åndelige verden kan rådgive mennesket om dets rette plads i den kosmiske orden og hvordan det bedst former sin skæbne i overensstemmelse med den skæbne som Verdensaltet har tiltænkt det, hvilket er ensbetydende med et sundt og godt liv. Lægens opgave er i bund og grund at hjælpe patienter til at leve det rette liv, hvilket langt fra altid er det samme, som det de selv tror er det rette liv. I den forbindelse kan det være en hjælp at rådspørge et orakel og få et svar fra den åndelige eller guddommelige dimension ved hjælp af forskellige divinationsteknikker. I I Ching er der 64 figurer, der er heksagrammer med forskellige kombinationer af ubrudte yang-linjer og brudte yin-linjer. I tidens løb er der blevet knyttet forskellige gådefulde mundheld til hver figur, der kan tolkes på mange forskellige måder. Der er intet facit. Det afgørende er, at svaret sættes i relation til den vanskelige livssituation og at fantasien og underbevidstheden arbejder med et svar.

Nei Ching

Den Gule Kejsers medicinske kompendium eller lærebog regnes for hovedværket i den oldkinesiske medicinske litteratur. Teksten har form af en dialog mellem kejseren og dennes læge Ch'i Pai. Kejseren stiller spørgsmål, som lægen beredvilligt giver lærde og indsigtsfulde svar på. Udover medicinske emner behandles etik, filosofi og religion. Akupunktur og moksibustion omtales i dette værk. Det gennemgående tema i bogen er vejen til det sunde liv og et godt helbred. Her lægges der vægt på et liv i harmoni med naturen og universets orden, evnen til at vise mådehold, tilfredshed med livet som det er, at kunne begrænse og udsætte sine behov og omgås andre med tålmodighed og venlighed.

Samfundets og kulturens historiske udvikling

Omkring år 6000 f.v.t. holdt landbruget sit indtog i det vestlige Kina i højlandet omkring Huang-Ho. Det bredte sig gradvist østpå. De dyrkede ris, hvede og hirse og fremstillede desuden silke ved opdræt af silkeormen. Omkring 1500 f.v.t. begyndte anvendelsen af bronze som metal, og skriftsproget udvikledes desuden. Den første civilisation, Shang-riget, der var en konføderation af flere større og mindre stater, opstod. Dette samfund var i høj grad kollektivistisk organiseret.

Shang-rigets civilisation kendte til astronomi og matematik, og der fandtes en kalender, der først var månebaseret, men senere blev solbaseret og inddelte året i 365 dage. Udover bronze anvendtes jade i stort mål i fremstillingen af kunst og redskaber. De første tekster med kinesiske skrifttegn blev indgraveret i dyreknogler og skildpaddeskjold.

Omkring år 1122 f.v.t. omstyrtedes Shang-riget af Chow-riget og en mere hierarkisk og feudal samfundsstruktur blev indført med en suveræn kejser, der var “Himlens søn”. Chow-riget udvidede territoriet med Yangtze-floddalen. I 771 f.v.t. plyndrede barbarer hovedstaden og riget gik i opløsning og blev opdelt i over 100 mindre stater, der bekrigede hinanden. Disse småstater byggede muranlæg til beskyttelse, der med tiden blev bygget sammen til en stor mur, Den Kinesiske Mur. Erobringer betød, at der i ca. 300 f.v.t. kun var syv stater tilbage og i 221 f.v.t. var der kun en stat tilbage – Qin (Kina). Omkring 400 f.v.t. afløstes bronze af jern, og landbruget blev forbedret væsentligt ved brug af kunstvanding og introduktion af trækdyr. Det betød flere fødevarer og stigende befolkningstal.

Kina opstår

Qin-herskerne degraderede adelen og organiserede samfundets indbyggere i forskellige grupper som kollektivt var ansvarlige for at levere arbejdskraft og soldater. Der blev indført en barbarisk straffelov, der blev håndhævet af et professionelt bureaukrati. I 221 f.v.t. da alle stater var underlagt Qin, antog Kong Zheng titlen Qin shi Huangdi (kejser af Kina). Under Zheng forbedredes infrastrukturen betydeligt. Veje og kanaler blev udbyggede. Den store mur (kinesiske mur) blev forstærket. Riget fik Xianyang som hovedstad og de karakteristiske kinesiske mønter med et firkantet hul i midten blev indført og forblev i brug til revolutionen og kejserdømmets fald i 1911.

Lægestand og sundhedsvæsen

I den tidlige kejsertid var der to kategorier af boglærde læger: ruyi og shiyi. De førstnævnte var filantropisk indstillede og behandlede de fattige gratis. De sidstnævnte kom fra lægedynastier i den velhavende del af befolkningen og behandlede fortrinsvis overklassen. Ofte var de huslæge for en bestemt eller nogle få familier eller specialist i en bestemt type sygdomme. Den fattige befolkning blev i hovedsagen behandlet af healere, der baserede meget deres behandling på fortidens åndetro og forfædredyrkelse. De første kinesiske hospitaler blev oprettet af buddhistiske munke i perioden ca. 100-300. Da klostrene i 900-tallet under Tang-dynastiet blev overtaget af staten opstod de første statslige hospitaler.

Den kinesiske medicins grundprincipper

Et grundprincip, der som en rød tråd går gennem den kinesiske medicin, er den holistiske opfattelse af mennesket og dets fysiske omgivelser, og teorien om livets udfoldelse som et konstant samspil mellem mikro- og makrokosmos. Mennesket er sin egen lille verden, der i et og alt er en afbildning af universet og det store verdensalt og står under dets indflydelse.

Logikken i denne tankegang bliver forklaret og formuleret i poetiske vendinger. Himlen er rund og Jorden er firkantet, i lighed med det er menneskets hoved rundt og dets fødder firkantede. Hovedet befinder sig over fødderne ligesom Himlen er over Jorden. Himlen har sol, måne og stjerner, mennesket har to øjne og en rad af tænder. Himlen kan udtrykke sig med regn, storm, torden og lynild, mennesket kan udtrykke sig med gråd, råb, tale og sang. De fire årstider svarer til de fire lemmer (arme og ben). Årets tolv måneder svarer til de tolv store led: to ankelled, to knæled, to hofteled, to skulderled, to albueled og to håndled. Cirklens 360 grader, svarer til de 360 knogler, kineserne mente der var i skelettet.

Organ- og elementlære

Den kinesiske medicin regner med fem solide organer, Tsang-organer og fem hul-organer, Fu-organer. De fem Tsang-organer er: hjerte, lunger, nyrer, lever og milt og de fem Fu-organer er: galdeblære, urinblære, mavesæk, tyktarm og tyndtarm. Ifølge kinesisk medicin svarer organernes antal til de fem elementer: ild, jord, vand, træ og metal. Ligeledes mente de, at universet har fem planeter: Merkur, Venus, Saturn, Jupiter og Mars, og at verden har fem orienteringspunkter: centrum, nord, syd, øst og vest. Mennesket har fem lidenskaber eller grundfølelser: glæde, vrede, sorg, begær og frygt og mennesket smagskvaliteter: sødt, surt, salt, bittert og skarpt (stærkt). Til hvert Tsang-organ hører et element. Hjertet hører sammen med ilden, lungerne med metal, nyrerne med vand, milten med jord og leveren med træ.

Element eller fase

Nogle mener, at udtrykket element er misvisende og udtryk for en eurocentrisk tankegang, der overfører humoralpatologiens begreber til den kinesiske medicin uden at favne den. Det kan derfor være mere relevant at tale om fem faser frem for fem elementer. Det kinesiske udtryk er wu xing, og det kan diskuteres, hvordan det bedst oversættes. Ved at tale om faser fremgår det tydeligere, at begreberne jord, ild, vand, træ og metal er dynamiske. De afspejler universets energi, chi, og de to modsatrettede og indbyrdes afhængige kræfter, Yin og Yang, som chi udtrykker sig gennem. Således kan træ avle ild, og ild kan blive til jord. På samme vis kan jord blive til metal og metal kan omdannes til vand. Derudover har elementerne relationer og slægtskab. Træ er ildens moder. Ildens søn er jord. Ildens ven er metal, mens vand er ildens fjende.

Organernes funktioner og indbyrdes relationer

I kinesisk medicin er hjertet det fornemste organ. Det er forstandens sæde og lykkens bolig. Det er legemets konge. Hjertesækken (pericardiet) er kongens palads og brystkassen (thorax) er bymuren omkring paladset. Lungerne er kongens kansler og dækker derfor delvist hjertet. Leveren er feltherren. Den opbevarer blodet og sjælen. Nyren er kongens kloge rådgiver og sæde for viljen. Mavesækken er sæde for fordøjelsen, men også en forsamlingsplads eller et torv midt i kongens by. Som en naturlig konsekvens af disse kropsfunktioner gælder det, at god medicin derfor virker som “en god regering i et stort rige”.

Anatomi og fysiologi

Modstanden mod dissektioner var stor i de østasiatiske kulturer, større end i det kristne Europa. Den første dissektion i Japan blev foretaget i 1771 og endnu mod 1800-tallets slutning var en dissektion fortsat en mindre almindelig og delvis tabubelagt begivenhed i Japan. I Kina begyndte man først på dissektioner efter år 1900. Anatomien havde derfor et spekulativt præg

Imaginære organer

I den kinesiske anatomi findes to imaginære organ-dannelser: Ming-men er en struktur mellem nyrerne, hvor livsånden har sit sæde og hvor blod hos manden omdannes til sæd. Endnu mere mystisk er San-tsiao, der ikke er noget egentligt organ, men et usynligt stofskiftecentrum i kroppen, der fordeler sig i "tre brændende steder": brysthulen, bughulen og bækkenet. Det er en slags katalysatorer, der medvirker til nedbrydning af næringen, dens optagelse i legemet og energiforsyning til kroppen.

Organanatomi

Leveren er ifølge oldkinesisk anatomi delt i syv lapper ikke i to. Lungerne er hver delt i 6 lapper, og ikke henholdsvis tre i højre lunge og to i venstre. Man havde kendskab til at hjertet var delt i kamre, men ikke at det drejede sig om fire. Mennesket kunne have 1-7 hjertekamre. Højt begavede personer antoges at have 7 hjertekamre, almindeligt velbegavede havde 5 hjertekamre, et gennemsnitsmenneske havde 2 hjertekamre og en idiot eller sinke kun et enkelt hjertekammer.

Pulslæren

Pulspalpation

Træsnit fra 1554, hvor man ser teknikker til at tage sin egen og andres puls.

Af /Wellcome Images.
Licens: CC BY 4.0

Den vigtigste undersøgelsesmetode i kinesisk medicin er pulspalpation, hvilket er at føle patientens puls med fingrene. Det kommer også til udtryk rent sprogligt, da det "at få taget pulsen" også, alt efter konteksten, på kinesisk kan betyde "at søge læge". Ved hjælp af pulsen stilles diagnosen og prognosen. I tilfælde af graviditet kan man tillige bestemme barnets køn ved hjælp af pulsen. De resultater, der kommer frem ved pulspalpation er absolutte. Patienten kan føle sig nok så syg, men hvis pulsen er normal, så fejler han intet, og føler vedkommende sig omvendt rask, men med unormal puls, så er han syg; i yderste konsekvens "et vandrende lig", der kan dø hvad øjeblik det skal være.

Wang-Shu-Ho

Den store autoritet inden for læren om pulsen var lægen Wang-Shu-Ho (265-317). Han skrev et værk, Mo Ching, i ti bind om pulsen. Det overordnede princip i tolkningen af pulsen er ifølge Wang-Shu-Ho, at kroppen skal opfattes som et strengeinstrument og pulsen som de toner og akkorder, der fremkommer, når strengene slåes an. I bogen beskrives det, at lægen skal undersøge pulsen i både højre og venstre håndled. Først skal lægen forsigtigt lægge langfingeren på pulsen, derpå pegefingeren og til sidst ringfingeren, hver finger skal bruges til en af de tre pulszoner (tsun). I hver zone mærker lægen efter den overfladiske puls med en let berøring og den dybe med et tryk. Det giver i alt seks pulse i hvert håndled eller 12 pulse i alt, ud af disse er syv "dødspulse". De tolv pulsarter svarer til de tolv store floder i det kinesiske rige.

Pulsbeskrivelser

Beskrivelsen af de forskellige pulse har, som meget andet i den kinesiske medicin, et tydeligt poetisk og til tider romantisk eller dramatisk præg. Den overfladiske puls er “som når en svag vind blæser rygfjerene op på en fugl, hviskende og susende, som når vinden blæser i elmetræets blade” eller “den svømmer som et stykke træ på vandet, den er fin og let, som når man føler et løgblad mellem fingrene”. Det er en yang-puls, og en yang-puls fortæller lægen, at sygdommen har en ydre årsag. Den dybe puls mærkes som “en sten der kastes i vandet og ligger sig på bunden; den er som en sten svøbt i bomuld, udvendig blød, indvendig hård”. Det er en yin-puls, og den røber, at sygdommen har indre årsager.

Dødspulse

Der er syv dødspulse. Hjertets dødspuls føles som “rullende ærter”. Den betyder, at hjertet er blevet afskåret fra resten af kroppen og døden vil indtræde inden for et døgn. Leverens dødspuls føles som “en spændt buestreng” eller som “drejede man en knivsæg”. Den medfører døden inden for 8 dage. Miltens dødspuls er som “en spurv der pikker med næbbet” eller “vanddråber der falder fra et tag som tagdryp” og døden kommer i løbet af fire dage. Nyrens dødspuls føles som “en slap snor”

Behandlingsmetoder

Der er tre grundlæggende behandlinger i kinesisk medicin: akupunktur, moksibustion og massage. Heraf må akupunktur anses for den vigtigste og hyppigst anvendte. Det anvendes endnu i dag over hele verden og er uhyre populært. Massage kendes fra de fleste kulturer, mens moksibustion ikke har fundet den store anvendelse uden for Østasien.

Akupunktur

Akupunkturens oprindelse er ukendt. Muligvis stammer teknikken og tankegangen fra de gamle mongolske shamaner i Centralasien. Arkæologiske fund af lange tilspidsede dyreknogler og tilspidsede sten fra år 6.000 f.v.t. understøtter den teori. Nogle mener at disse redskaber er forhistoriske akupunkturnåle, hvor andre mener, at det har været simple kirurgiske instrumenter, fx lancetter til at stikke hul på bylder. Ifølge mange kinesere og den kinesiske medicinske litteratur er Den Gule Kejser ophavsmanden til akupunkturen. I Nei Ching er der nævnt 365 akupunkturpunkter, og kendskabet til disse regnes for en særlig disciplin eller kunst, der kræver omhyggelig oplæring og træning.

Moksibustion

Moksibustion er en behandlingsmetode, hvor huden påføres små overfladiske forbrændinger omkring akupunkturpunkterne. Der anvendes "moks" en bomuldslignende bladfilt udvundet af en artemesia-art. Moksen blandes med spyt eller klister og klæbes fast til huden, hvorefter den antændes. Der opstår et lille brandsår og det onde kan trænge ud af kroppen.

Massage

Massage er en ældgammel behandlingsmetode i Kina. De tre grundlæggende håndgreb var dengang som nu: æltning, gnidning og strygning. Foruden den manuelle massage gav man behandling med træruller og slag på ryggen med en pose indeholdende grus. Ved siden af det blev patienterne anvist gymnastiske øvelser og åndedrætsøvelser.

Kirurgi

Den kinesiske kirurgi forblev indtil omkring 1900-1920, hvor den vestlige medicin holdt sit indtog i landet, på et primitivt stadium. Indgrebene indskrænkede sig til åbning af bylder, forbinding af sår og anlæggelse af støttende bandager ved knoglebrud og lignende. Den eneste større operation, der blev foretaget var kastration med henblik på at forsyne kejserens hof med eunukker. Denne operation udførtes ikke af egentlige læger, men af håndværkere, der havde specialiseret sig i at lave indgrebet og kom fra bestemte håndværkerfamilier, hvor der var tradition for at påtage sig opgaven. Tandlægerne betjente sig næsten udelukkende af medicinsk behandling.

Oftalmologi

Øjenlægekunsten er særlig behandlet i et værk fra Tang-dynasiets tid (618-906). I det nævnes 81 øjensygdomme – eller set med nutidens øjne – rettere øjensymptomer. Grå stær og operation ved hjælp af stærstik nævnes mærkeligt nok ikke. Det er ellers kendt i de fleste andre tidlige højkulturer. Muligvis praktiseredes det i en kortere periode efter indisk forbillede. Briller blev tidligt opfundet i Kina, allerede omkring år 1000, det vil sige 3-400 år tidligere end i Vesten.

Læs mere på lex.dk

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig