Hyperdonti
Billedet viser en overtallig tand bag hjørnetanden. Der ses desuden to knoglefremspring, et i hver side, der betegnes torus mandibularis. Sådanne knoglefremspring er normale.
Af /Roquex.

Hyperdonti er en tilstand med overtallige tænder. Mennesket har almindeligvis 32 tænder fordelt med 16 i underkæben (mandibula) og 16 i overkæben (maxilla), medregnet visdomstænderne. Hyperdonti beskriver således en tilstand med flere end disse 32 tænder. En ret hyppig overtallig tand er en mesiodens, beliggende i overkæbens midtlinje.

Ofte bliver overtallige tænder liggende i kæben uden at bryde frem, bl.a. fordi der ikke er plads. Hvis de alligevel bryder frem, kan der opstå pladsproblemer. Delvist frembrudte overtallige tænder kan, som andre delvist frembrudte tænder, også skabe problemer i form af infektioner.

Derfor er behandlingen ofte kirurgisk fjernelse, hvis der er opstået infektioner eller anden sygdom omkring dem. Fjernelse kan også ske i forbindelse med tandregulering, hvis det er nødvendigt af funktionelle eller kosmetiske årsager.

Nogle dyrearter har flere tænder i kæberne end mennesker.

Læs mere på lex.dk

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig