Hjemmerespirator er en respirator, som patienter med kronisk respirationssvigt kan bruge i hjemmet.

Hjemmerespiratorer bruges mest af patienter med sygdomme, der påvirker nerver og muskler fx muskeldystrofi. Patienter med rygmarvsskade efter fraktur af rygraden, kan også have brug for hjemmerespirator. Ved fraktur af de øverste ryghvirvler opstår der lammelse af alle fire ekstremiteter samt lammelse af mellemgulvet. Disse patienter kan derfor ikke selv trække vejret. Derudover kan patienter med svær KOL, som lider af iltmangel om natten, have brug for at blive ventileret om natten via en hjemmerespirator med maske.

Mange patienter bruger kun deres hjemmerespirator om natten, og ventileres via næse- eller mundmaske, såkaldt non-invasiv ventilation (NIV-behandling). Andre patienter er afhængige af hjemmerespirator hele døgnet. De fleste af disse patienter ventileres gennem et rør, som er lagt direkte ind i luftrøret igennem halsen (trakealkanyle). Respiratorerne findes i forskellige varianter, fra enkle overtryksventilatorer til volumen-styrede respiratorer.

Læs mere på lex.dk

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig