Endetarmsfremfald er fremfald af endetarmen gennem endetarmsåbningen. Tilstanden ses dels hos småbørn og dels hos ældre, fortrinsvis kvinder. Fremfaldet ses eller føles i begyndelsen i forbindelse med afføring, eventuelt også ved hosten og nysen og glider ofte på plads af sig selv efter afføring. I mere udtalte tilfælde er fremfaldet permanent og må trykkes ind manuelt.

Faktaboks

Også kendt som

endetarmsprolaps, rektumprolaps (ordet prolaps kommer af latin prolapsus, af prolabi 'glide fremad')

Typer

Endetarmsfremfald kan forekomme i forskellige grader. Prolapsus mucosae er kun fremfald af slimhinden, der kan være såkaldt ufuldstændigt endetarmsfremfald, og fremfald af varierende længder af endetarmen, som kaldes prolapsus recti.

Symptomer

De fleste personer med endetarmsfremfald har kronisk forstoppelse og langvarigt afføringsbesvær. Der kan være blødning og sekretion af slim. Symptomerne består i øvrigt af vanskelighed med at holde på luft og afføring, besvær med at tømme tarmen og smerter ved endetarmsåbningen.

Behandling

Lettere tilfælde kan behandles med regulering af afføring med blødgørende midler. De sværere og permanente tilfælde behandles kirurgisk.

Læs mere på lex.dk

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig