Gramnegativ cellevæg
Figur 1. Skematisk tegning af gramnegative bakteriers cellevæg. Hos Neisseria-slægten er LPS erstattet af LOS (Lipooligosakkarid) uden den lange repeterende polysakkaridkæde, som karakteriserer LPS. LPS: lipopolysakkarid, PO: porin, YM: ydre membran, LP: lipoprotein, PR: periplasmatiske rum (en gel), PG: peptidoglycan (muren), BJ: Bayers junction, CM: cytoplasmamembran, P: protein.
Fra N. Høiby & Å. Bengård Andersen (red.): Klinisk Mikrobiologi og Infektionsmedicin. 5. udg. FADLs Forlag, 2021.
Gramnegativ cellevæg
Licens: CC BY SA 3.0
Lipooligosakkarid
Figur 2. Skematisk tegning af lipooligosakkarid (LOS) i Neisseria-slægtens cellevæg. Hos Neisseria-slægten er LPS erstattet af LOS (Lipooligosakkarid) uden den lange repeterende polysakkaridkæde, som karakteriserer LPS, men Core-delen er bevaret sammen med lipid A-delen, som besidder de endotoksiske egenskaber. Glc: D-glukose, Gal: D-galaktose, GlcN: D-glukosamin, GlcNAC: N-acetyl-D-glukosamin, Hep: L-glycerol-D-manno-heptose, KDO: 2-keto-3-deoxy-D-mannooctonat, AraN: 4-amino-L-arabinose, P: fosfat, EtN: ethanolamin hydroxy- og non-hydroxy-fedtsyrer, Ra-Re er inkomplette former (mutanter), som findes hos andre gramnegative bakterier.
Fra N. Høiby & Å. Bengård Andersen (red.): Klinisk Mikrobiologi og Infektionsmedicin. 5. udg. FADLs Forlag, 2021.
Lipooligosakkarid
Licens: CC BY SA 3.0

Neisseria er en slægt af bakterier, der optræder parvis som diplokokker. Inden for Neisseria-slægten er de to vigtigste arter Neisseria meningitidis, der forårsager blodforgiftning (sepsis) og meningitis (hjernehindebetændelse) og Neisseria gonorrhoeae, der er årsag til kønssygdommen gonorré.

Faktaboks

Etymologi

Bakterieslægten har navn efter den tyske hudlæge Albert Neisser, 1855-1916

Bakterierne kræver, at der er ilt til stede, for at de kan vokse (strikt aerobe). De er ubevægelige og gramnegative. De vokser ikke på almindelige substrater, men kræver såkaldt chokoladeagar, der består af opvarmede røde blodlegemer, så substratet bliver brunt. De kræver desuden 5-10 % CO 2 i atmosfæren for at vokse. Cellevæggens opbygning er den samme som andre gramnegative bakterier, hvilket indebærer, at den dobbeltlagede ydre membran indeholder lipopolysakkarid (LPS), der dog ikke har en lang repeterende polysakkaridkæde og derfor kaldes lipooligosakkarid (LOS). LOS har dog samme toksiske virkning som LPS og er et endotoksin (Figur 1 & 2). Bakterierne er meget følsomme over for indtørring.

Neisseria gonorrhoeae

Gonokokker
Figur 3. Gramfarvet præparat af Neisseria gonorrhoeae i udflåd fra skeden (vagina), 1000 x forstørrelse. Der ses talrige hvide blodlegemer (polymorfnukleæare leukocytter, ses på de røde kærners form), hvoraf de tre i midten indeholder gramnegative diplokokker (to-og-to) dvs. N. gonorrhoeae, som leukocytterne har spist (fagocyteret); så patienten lider af gonorré.
N. Høiby, undervisningsmateriale
Gonokokker
Licens: CC BY SA 3.0

Gonokokken, Neisseria gonorrhoeae, blev påvist af Albert Neisser i 1879 som årsag til kønssygdommen gonorré. Den smitter ved samleje ved direkte slimhindekontakt og kan påvises i svælg, i endetarmen, i urinrøret hos mænd og i skeden hos kvinder, hvorfor der podes fra disse steder ved mistanke om gonorré.

Gonokokken danner pili, som anvendes til at sætte sig fast på slimhinderne og proteolytiske enzymer, som kan nedbryde vores slimhindeantistoffer (sekretorisk IgA) og dermed fremme infektionen. Hos kvinder viser sygdommen sig ved underlivsbetændelse, som kan give sammenvoksninger i æggelederne og dermed sterilitet, hvis behandlingen startes for sent. Hos mænd viser sygdommen sig ved sviende vandladning, evt. infektion i bitestiklerne og evt. senere sammenvoksninger i urinrøret.

Hos nyfødte, der smittes af moderen under fødslen, kan der opstå en alvorlig øjenbetændelse, som tidligere blev forebygget ved at dryppe børnenes øjne med lapis lige efter fødslen.

Der findes personer, der er bærere af bakterierne, men som ikke har symptomer på gonorré. Derfor er sygdommen vanskelig at udrydde.

Diagnose

Diagnosen stilles ved påvisning af bakterierne ved mikroskopi (Figur 3) og dyrkning og deres DNA ved PCR. Ved komplicerede tilfælde anvendes der også sommetider påvisning af antistoffer mod bakterierne. Antallet af gonorrétilfælde i Danmark har været stigende i perioden 2011-22 (Figur 4).

gonorré i Danmark
Figur 4. Anmeldte tilfælde af gonorré i Danmark 2011-2022 fordelt på køn og smittemåde.
EPI-NYT 50, 2023, Statens Seruminstituts meddelelsesblad til landets læger.
gonorré i Danmark
Licens: CC BY SA 3.0

Behandling

Da mange N. gonorrhoeae-stammer er blevet resistente over for penicillin, anvendes behandling med andre antibiotika. Samtidig behandles udsatte seksualpartnere. Personer, der er blevet smittet i udlandet, har ofte resistente N. gonorrhoeae. Smitte med bakterien kan forebygges ved at anvende kondomer.

Neisseria meningitidis

Meningokok petekkier
Figur 5. Hudblødninger (små petekkier og større ekkymoser) hos en patient med meningokoksepsis.
Niels Høiby, undervisningsmateriale.
Meningokok petekkier
Licens: CC BY SA 3.0
Meningokokker i spinalvæske, metylenblåt
Figur 7. Methylenblåt farvet præparat af cerebrospinalvæske fra en patient med meningokokmeningitis. 1000 x forstørrelse. Man ser de store hvide blodlegemers cellekærner (polymorfnukleære leukocytter) og omkring dem og enkelte stede inde i cellerne ses de små blå diplokokker. Et gramfarvet præparat vil ligne gonokokkerne i figur 3.
Niels Høiby: undervisningsmateriale.
Meningokokker i spinalvæske, metylenblåt
Licens: CC BY SA 3.0

Meningokokken, Neisseria meningitidis, forårsager en særlig form for blodforgiftning og smitsom meningitis. Den blev påvist af østrigske bakteriolog Anton Weischelbaum (1845-1920) i 1887.

Meningokokkerne har en polysakkaridkapsel, som bruges til at gruppeinddele dem og som danner basis for vaccinefremstilling mod dem. De vigtigste grupper er A, B, C, W-135 og Y, men enkelte sjældnere grupper (29E, X) findes også. Der forekommer langvarige internationale epidemier med først den ene gruppe, så afløst af den anden osv. Syd for Sahara er der særligt gunstige forhold for smitte forårsaget af en speciel sæsonbetinget ørkenvind.

Meningokokkerne forekommer som ikke-sygdomsfremkaldende stammer i næsesvælgsfloraen hos omkring 5-15 % af befolkningen. Nogle stammer kan imidlertid blive sygdomsfremkaldende. De smitter ved dråbeinfektion og nær kontakt. De producerer også proteinnedbrydende enzymer (proteaser), som kan nedbryde vores slimhindeantistoffer og formidle infektion.

De producerer lipooligosakkarid (LOS) i så store mængder, at det også frigives fra bakterierne og fremkalder en voldsom betændelsestilstand i blodet og i hjernehinderne. Dette gør, at de to smitsomme sygdomme, som bakterien kan fremkalde (meningokoksepsis og meningokokmeningitis) domineres af disse betændelsestilstande. Sygdommene kan derfor forløbe meget hurtigt fra rask tilstand til livstruende tilstand. I tilfælde af sepsis, er sygdommen også præget af punktformede hudblødninger (Figur 5), da koagulationsmekanismerne igangsættes. I svære tilfælde kan der komme shock med destruktion af binyrerne, kaldet Waterhouse-Friederichsens syndrom. Hyppigheden af meningokoksepsis og -meningitis i Danmark kan ses i Figur 6.

Meningokokker epinyt
Figur 6. Meningokoksepsis og meningokokmeningitis (invasiv meningokoksygdom) 2009-2022 i Danmark fordelt på serogrupper.
EPI-NYT uge 11/12b, Statens Seruminstituts meddelelsesblad til landets læger.
Meningokokker epinyt
Licens: CC BY SA 3.0

Diagnose

Diagnosen stilles ved mikroskopi (Figur 7), dyrkning og påvisning af bakteriernes DNA ved PCR.

Behandling

Behandlingen skal ved mistanke om meningokokinfektion omgående startes hjemmefra af lægen med penicillin direkte i blodårerne pga. det sommetider meget hurtige forløb af infektionen. Samtidig behandles nære husstandsmedlemmer med antibiotikum for at forebygge senere infektion, hvis vedkommende er blevet smittet. Det samme kan man gøre, hvis meningokoksygdommen optræder i børneinstitutioner og skoleklasser.

Forebyggelse

Forebyggelse kan udføres med vacciner mod meningokokkernes forskellige serogrupper: A, B, C, W135 og Y og indgår i børnevaccinationsprogrammerne i fx USA og England. Ved store begivenheder som pilgrimsrejsende til Saudiarabien, kræver myndighederne meningokokvaccination for at få visum. Hos særlige patienter, der behandles med medicin, der hæmmer deres komplementsystem i blodet, er risikoen for meningokoksygdom 1000-2000 gange forhøjet, så de modtager antibiotikaprofylakse og/eller meningokokvaccination.

Andre Neisseria-arter

Hos mennesker og dyr forekommer andre Neisseria-arter i normalfloraen i svælget, som ikke har nogen sygdomsmæssig betydning. Det drejer sig bl.a. om N. lactamica, N. flavescens, N. subflava, N. sicca og N. mucosa.

Læs mere på lex.dk

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig